Musik har altid været (og vil altid være) en uundværlig
del
af min hverdag.
.
Min Far spillede violin og min Mor klaver, og jeg har fået fortalt,
at jeg som ganske lille kravlede rytmisk rundt på gulvet til deres
musiceren, standsede når de standsede, mens jeg kluk-leende ventede
på, de skulle fortsætte.
.
To år gammel indspillede jeg min første plade sammen med
min 10 år ældre søster. Det lyder voldsomt, men det
var en helt privat indspilning. Dengang var båndoptagere ikke hver
mands eje, da de var så kostbare, at de stort set kun fandtes i professionelle
studier, men da familien havde booket sig ind i et sådant, for at
sende en "live" fødselsdagshilsen til min onkel, der var emigreret
til USA, greb mine forældre chancen til at få skåret
før nævnte skive ved samme lejlighed.
Repertoiret var, udover en masse vrøvl om, hvad jeg gad og især
ikke gad synge, adskillige svenske og danske børnesange og vuggeviser.
Jeg har stadig den gamle skive, og undertiden bliver den spillet i enrum,
for hermetisk lukkede døre, på min gamle 78 rpm. rejsegrammofon.
.
.
Violin? Næh, ellers tak!
.
Da jeg var fyldt fem år, ville mit fædrene ophav ikke længere
lade "al denne musikalitet gå til spilde", købte en violin
til mig, af passende størrelse, og forsøgte sig som violinlærer.
Det faldt absolut ikke i god jord hos undertegnede (jeg kunne heller ikke
den gang udstå de "skæve toner", man nødvendigvis må
igennem for at nå ind på livet af dette pragtfulde instrument)
og "den gamle" opgav heldigvis rimeligt hurtigt.
.
.
Klaver? Mnjooh......
.
Jeg fik nu lov til at passe mine selvbestaltede musikalske sysler med
sang og gehørspil på klaver, til jeg var fyldt 8 og gik i
Øster Farimagsgade Skole.
.
Ved
2. skoleårs start meddelte inspektøren henrykt, i et brev
til mine forældre, at eleverne fra 2. klasse blev tilbudt musikundervisning
hos lærere, der var løst tilknyttet skolen, og min Mor reagerede
så lynhurtigt på brevet, at jeg, inden jeg havde fået
sagt et kvæk, var blevet klaverelev hos en Frk. Hunøe.
Hun var en meget elskelig person, og det var egentlig meget sjovt,
meeen - det gamle liv var tilsyneladende så lykkelig over at modtage
lidt musikalsk respons fra en elev, at hun konstant skamroste mig og brugte
mig som eksempel over for sine øvrige elever. Det kunne jeg ikke
li', og det resulterede i, at jeg, egentlig mod min vilje, holdt hende
på kølig afstand.
.
.
.
Sang? Jo, da!
.
Hen imod slutningen af skoleåret blev alle vi elever i 2. klasse,
uden nærmere forklaring, testet enkeltvis af vor sanglærer,
og kort efter blev mine forældre opfordret til at lade mig gå
til optagelsesprøve i Københavns Drengekor. Koret, grundlagt
og ledet af Mogens Wöldike, havde til huse i den tidligere Hindegade
Skole,og
hertil rekrutteredes hvert år omkring 60 drengestemmer fra samtlige
københavnske kommuneskoler. Det lød da meget spændende,
så jeg indvilligede i at forsøge, efter at have aftvunget
min Far et løfte om, at han, såfremt jeg blev optaget, skulle
få gjort noget ved indkøbet af den ny cykel til Torben, han
havde fablet om (alt for længe).
.
Dagen oprandt. Til prøven skulle vi synge første vers
af "I Østen Stiger Solen Op", eftersynge forespillede intervaller
samt gengive klappede rytmiske figurer. Den blev ledet af en meget fascinerende
dame, Helga Christensen. Hun var ikke en person man overså: stor
og moderlig, og under hele seancen var jeg som tryllebundet af hendes mundvige.
Hviletilstanden var svagt nedadhængende, men med lynets hast kunne
de bevæge sig opad, klemme øjnene sammen til to sprækker
(denne ny position ledsagedes altid af en serie hurtige nik) for
derefter at falde tilbage til normalstillingen. Hendes sangstemme var også
helt speciel: dyb og melodisk med vibrato; mit fædrene ophav døbte
hende straks i sit stille sind "Kino-orgelet".
.
Mere mundvigsgymnastik og tilhørende nikken forkyndte, at prøven
nu var slut, og at vi ville høre nærmere.
Det gjorde vi så, og efter sommerferien startede jeg i 3. Syd
efter, i sommerens løb, at have tilbagelagt et utal af kilometre
i egnen omkring Furesøen på min ny blå Hamlet cykel.
.
.
Jeg fortsatte med at spille klaver, nu hos en ældre stærkt
sminket dame, Anna Weibel, der var tilknyttet den ny skole. Af og til dukker
en ny elev op hos mig, medbringende hendes gamle klaverskole fra familiens
skatkammer, og når jeg ser den mærker jeg straks duften af
hendes eksotiske parfume og hendes pudderfyldte rynker glider forbi mit
indre blik, egentlig en behagelig oplevelse, da hun, om nok så meget
af den gamle skole, var en rar gammel pige. Jeg mener at klaverskolen var
blevet til i samarbejde med Ejvind Fledelius, som jeg i gymnasiet havde
fornøjelsen af at have til tysk.
.
.
Guitar? Jaaaahh!!!
.
I 1958 skete der noget, der fik mig til at bekende kulør, sådan
rent musikalsk.
Min Far havde den udmærkede vane, med jævne mellemrum,
at tage mig med i biografen, når Mutter Hansen sov eller var fordybet
i et eller andet kedeligt.
Tidens store filmhit var "The Tommy Steele Story" og den skulle naturligvis
også ses. Tommy himself interesserede mig ikke et kvæk, bortset
fra, at hans store hit "A Handful Of Songs" ikke var at foragte. Den aften
gik det imidlertid op for mig, at jeg også tidligere havde følt
sådan en behagelig kriblen i de små nakkehår, når
jeg hørte en guitar blive slået an.
.
Jeg vidste det ikke helt endnu, men min musikalske sjæl var bare
SOLGT.
.
Min Far var heldigvis storforbruger af cigarer, og inden der var gået
14 dage, var to af hans talrige tomme cigarkasser, med løvsav, sandpapir,
snedkerlim og celluloselak (herligt giftige sager) blevet omdannet til
verdens flotteste "guitar". Elastikstrenge var ikke gode nok, så
jeg plyndrede både min og hans violin.
.
Hrrm.- Jeg kan ikke just sige, han blev vildt begejstret, da han en
dag opdagede mit lille nummer. Der lød et BRØL, efterfulgt
af en hel masse ord, som jeg ikke mener hører hjemme på denne
side, men da jeg præsenterede ham for vidunderet og afslørede,
at jeg faktisk godt kunne spille et par små melodier, smeltede han,
greb sin overfrakke og kom tilbage medbringende 1 stk. Höffner guitar,
1 stk. guitarskole af Ulrik Neumann og 2 sæt violinstrenge. Hvad
angår sidstnævnte effekter, udtrykte han meget bestemt håbet
om, at kunne have dem i fred.
.
Klaveret blev lagt på is, og så gik jeg i gang på
egen hånd med at spille akkorder ..... og synge til, først
lidt tøvende, men da en vis Jørgen Ingmann lancerede "Apache"
fik jeg ørerne op for instrumentets mange muligheder, og begyndte
for alvor at arbejde med guitaren, nu også som melodi-instrument.
.
.
"Den gamle" undervurderede mig imidlertid groft. Selv om jeg var kommet
rimeligt godt igang, mente han ikke, jeg kunne klare denne mundfuld på
egen hånd og gik på jagt efter en lærer.
Det var svært. - Guitaren var dengang ikke et egentlig
"anerkendt" instrument, så megen undervisning varetoges af mere eller
mindre professionelle musikere, og da den slags mennesker havde nok at
lave hele ugen, gad de ofte ikke undervise.
.
Den nok så bekendte Ejnar Kampp havde imidlertid skabt en slags
forgænger for nutidens musikskoler (Københavns Musikhøjskole?)
og da den havde til huse kun et par hundrede meter fra mit hjem, blev jeg
slæbt derhen til en 5 akkorders folkemusikspillemand, der, selv om
han havde masser af god vilje og hår i ansigtet, efter et par
mdr. erkendte, at han som lærer ikke levede op til mit behov.
Jeg fik imidlertid en god afskedsgave af ham. Den sidste gang, jeg
kom til spil, skrev han en skala ned til mig og sagde: "Put dine melodier
ind på den,... spil, spil, spil og spil, så skal dit øre
nok klare resten". Jeg adlød, for en gangs skyld, og er ham stadig
dybt taknemmelig for denne sidste time.
.
Lige inden jeg kvittede Musikhøjskolen lokkede han mig til at
optræde offentligt, for første gang. En af de andre elever,
Anne, og jeg havde helt på eget initiativ lært at spille "Apache"
sammen, og da han en dag ganske utilsigtet hørte resultatet af vore
bestræbelser, shanghajede han os på stedet, og nummeret blev
således fremført af to unge mennesker, iført mildest
talt Pæonrød ansigtskulør, ved skolens propagandakoncert
på Odd Fellow Palæets alt for store scene. (Det var forøvrigt
denne koncert der var skyld i, at jeg fik min konfirmationsgave, en el-guitar,
udleveret, 3 mdr. før tiden).
Det gik udmærket, men det var barske løjer, og da Anne
og jeg bagefter, lettet pustede ud ved en nærliggende pølsevogn,
svor vi, at det var både første og sidste gang, vi optrådte
offentligt.
.
Det løfte har jeg dog svigtet et par gange siden.
.
Apropos konfirmation, leverede jeg selv backing til dagens familiære
sangudgydelser. Min ene onkel var meget begejstret og spurgte mandschauvenistisk
min Tante om, hvorfor hun aldrig havde sendt deres børn til
spil? Da hun et øjeblik var ham svar skyldig, hjalp mit fædrene
ophav hende gladeligt lidt på vej: "Det er jeres unger s'gu' for
dumme til"! Dette citat giver måske et fingerpeg om, hvorfra jeg
har min lidt fandenivoldske humor. Nå, de kendte ham jo, så
der blev ingen ballade af den grund.
.
.
Netop på denne tid satte Engelsk Pop/Rock for alvor sine musikalske
spor hos den danske ungdom, og for mit vedkommende især via Cliff
Richards backing gruppe, The Shadows. Når ens nakkehår kunne
påvirkes af lyden af en guitar, måtte et guitarband
naturligvis udløse det helt store flip, og det gjorde det. Jeg spillede
som besat, kunne gengive hele deres repertoire med minutiøs nøjagtighed,
hvilket naturligvis kun kunne føre til ét resultat.
På skolen var vi jo i sagens natur rimeligt musikalske, og flere
af mine skolekammerater havde dannet bands. Et af dem, The Jacamars, underholdt
ved skoleballet i 2. mellem (7. klasse). Det var ved at gå i opløsning,
og da de manglede en guitarist, så...., ja, så var kursen bare
lagt.
.
Nu må det vist være nok med skriveriet; lad os se nogle
billeder.
.