Musik har altid været (og vil altid være) en uundværlig del 
af min hverdag.



.
Min Far spillede violin og min Mor klaver, og jeg har fået fortalt, at jeg som ganske lille kravlede rytmisk rundt på gulvet til deres musiceren, standsede når de standsede, mens jeg kluk-leende ventede på, de skulle fortsætte.
.
To år gammel indspillede jeg min første plade sammen med min 10 år ældre søster. Det lyder voldsomt, men det var en helt privat indspilning. Dengang var båndoptagere ikke hver mands eje, da de var så kostbare, at de stort set kun fandtes i professionelle studier, men da familien havde booket sig ind i et sådant, for at sende en "live" fødselsdagshilsen til min onkel, der var emigreret til USA, greb mine forældre chancen til at få skåret før nævnte skive ved samme lejlighed.
Repertoiret var, udover en masse vrøvl om, hvad jeg gad og især ikke gad synge, adskillige svenske og danske børnesange og vuggeviser. Jeg har stadig den gamle skive, og undertiden bliver den spillet i enrum, for hermetisk lukkede døre, på min gamle 78 rpm. rejsegrammofon.
.
.
Violin? Næh, ellers tak!
.
Da jeg var fyldt fem år, ville mit fædrene ophav ikke længere lade "al denne musikalitet gå til spilde", købte en violin til mig, af passende størrelse, og forsøgte sig som violinlærer. Det faldt absolut ikke i god jord hos undertegnede (jeg kunne heller ikke den gang udstå de "skæve toner", man nødvendigvis må igennem for at nå ind på livet af dette pragtfulde instrument) og "den gamle" opgav heldigvis rimeligt hurtigt.
.
.
Klaver? Mnjooh......
.
Jeg fik nu lov til at passe mine selvbestaltede musikalske sysler med sang og gehørspil på klaver, til jeg var fyldt 8 og gik i Øster Farimagsgade Skole.
.
Ved  2. skoleårs start meddelte inspektøren henrykt, i et brev til mine forældre, at eleverne fra 2. klasse blev tilbudt musikundervisning hos lærere, der var løst tilknyttet skolen, og min Mor reagerede så lynhurtigt på brevet, at jeg, inden jeg havde fået sagt et kvæk, var blevet klaverelev hos en Frk. Hunøe.
Hun var en meget elskelig person, og det var egentlig meget sjovt, meeen - det gamle liv var tilsyneladende så lykkelig over at modtage lidt musikalsk respons fra en elev, at hun konstant skamroste mig og brugte mig som eksempel over for sine øvrige elever. Det kunne jeg ikke li', og det resulterede i, at jeg, egentlig mod min vilje, holdt hende på kølig afstand.
.
.
.
Sang? Jo, da!
.
Hen imod slutningen af skoleåret blev alle vi elever i 2. klasse, uden nærmere forklaring, testet enkeltvis af vor sanglærer, og kort efter blev mine forældre opfordret til at lade mig gå til optagelsesprøve i Københavns Drengekor. Koret, grundlagt og ledet af Mogens Wöldike, havde til huse i den tidligere Hindegade Skole,og hertil rekrutteredes hvert år omkring 60 drengestemmer fra samtlige københavnske kommuneskoler. Det lød da meget spændende, så jeg indvilligede i at forsøge, efter at have aftvunget min Far et løfte om, at han, såfremt jeg blev optaget, skulle få gjort noget ved indkøbet af den ny cykel til Torben, han havde fablet om (alt for længe).
.
Dagen oprandt. Til prøven skulle vi synge første vers af "I Østen Stiger Solen Op", eftersynge forespillede intervaller samt gengive klappede rytmiske figurer. Den blev ledet af en meget fascinerende dame, Helga Christensen. Hun var ikke en person man overså: stor og moderlig, og under hele seancen var jeg som tryllebundet af hendes mundvige. Hviletilstanden var svagt nedadhængende, men med lynets hast kunne de bevæge sig opad, klemme øjnene sammen til to sprækker (denne ny  position ledsagedes altid af en serie hurtige nik) for derefter at falde tilbage til normalstillingen. Hendes sangstemme var også helt speciel: dyb og melodisk med vibrato; mit fædrene ophav døbte hende straks i sit stille sind "Kino-orgelet".
.
Mere mundvigsgymnastik og tilhørende nikken forkyndte, at prøven nu var slut, og at vi ville høre nærmere.
Det gjorde vi så, og efter sommerferien startede jeg i 3. Syd efter, i sommerens løb, at have tilbagelagt et utal af kilometre i egnen omkring Furesøen på min ny blå Hamlet cykel.
.


.
Jeg fortsatte med at spille klaver, nu hos en ældre stærkt sminket dame, Anna Weibel, der var tilknyttet den ny skole. Af og til dukker en ny elev op hos mig, medbringende hendes gamle klaverskole fra familiens skatkammer, og når jeg ser den mærker jeg straks duften af hendes eksotiske parfume og hendes pudderfyldte rynker glider forbi mit indre blik, egentlig en behagelig oplevelse, da hun, om nok så meget af den gamle skole, var en rar gammel pige. Jeg mener at klaverskolen var blevet til i samarbejde med Ejvind Fledelius, som jeg i gymnasiet havde fornøjelsen af at have til tysk.
. 

.
Guitar? Jaaaahh!!!
.
I 1958 skete der noget, der fik mig til at bekende kulør, sådan rent musikalsk.
Min Far havde den udmærkede vane, med jævne mellemrum, at tage mig med i biografen, når Mutter Hansen sov eller var fordybet i et eller andet kedeligt.
Tidens store filmhit var "The Tommy Steele Story" og den skulle naturligvis også ses. Tommy himself interesserede mig ikke et kvæk, bortset fra, at hans store hit "A Handful Of Songs" ikke var at foragte. Den aften gik det imidlertid op for mig, at jeg også tidligere havde følt sådan en behagelig kriblen i de små nakkehår, når jeg hørte en guitar blive slået an.
.
Jeg vidste det ikke helt endnu, men min musikalske sjæl var bare SOLGT.
.
Min Far var heldigvis storforbruger af cigarer, og inden der var gået 14 dage, var to af hans talrige tomme cigarkasser, med løvsav, sandpapir, snedkerlim og celluloselak (herligt giftige sager) blevet omdannet til verdens flotteste "guitar". Elastikstrenge var ikke gode nok, så jeg plyndrede både min og hans violin.
.
Hrrm.- Jeg kan ikke just sige, han blev vildt begejstret, da han en dag opdagede mit lille nummer. Der lød et BRØL, efterfulgt af en hel masse ord, som jeg ikke mener hører hjemme på denne side, men da jeg præsenterede ham for vidunderet og afslørede, at jeg faktisk godt kunne spille et par små melodier, smeltede han, greb sin overfrakke og kom tilbage medbringende 1 stk. Höffner guitar, 1 stk. guitarskole af Ulrik Neumann og 2 sæt violinstrenge. Hvad angår sidstnævnte effekter, udtrykte han meget bestemt håbet om, at kunne have dem i fred.
.
Klaveret blev lagt på is, og så gik jeg i gang på egen hånd med at spille akkorder ..... og synge til, først lidt tøvende, men da en vis Jørgen Ingmann lancerede "Apache" fik jeg ørerne op for instrumentets mange muligheder, og begyndte for alvor at arbejde med guitaren, nu også som melodi-instrument.
.


.
"Den gamle" undervurderede mig imidlertid groft. Selv om jeg var kommet rimeligt godt igang, mente han ikke, jeg kunne klare denne mundfuld på egen hånd og gik på jagt efter en lærer.
Det var svært.  -  Guitaren var dengang ikke et egentlig "anerkendt" instrument, så megen undervisning varetoges af mere eller mindre professionelle musikere, og da den slags mennesker havde nok at lave hele ugen,  gad de ofte ikke undervise.
.
Den nok så bekendte Ejnar Kampp havde imidlertid skabt en slags forgænger for nutidens musikskoler (Københavns Musikhøjskole?) og da den havde til huse kun et par hundrede meter fra mit hjem, blev jeg slæbt derhen til en 5 akkorders folkemusikspillemand, der, selv om han havde masser af god vilje og hår i ansigtet,  efter et par mdr. erkendte, at han som lærer ikke levede op til mit behov.
Jeg fik imidlertid en god afskedsgave af ham. Den sidste gang, jeg kom til spil, skrev han en skala ned til mig og sagde: "Put dine melodier ind på den,... spil, spil, spil og spil, så skal dit øre nok klare resten". Jeg adlød, for en gangs skyld, og er ham stadig dybt taknemmelig for denne sidste time.
.
Lige inden jeg kvittede Musikhøjskolen lokkede han mig til at optræde offentligt, for første gang. En af de andre elever, Anne, og jeg havde helt på eget initiativ lært at spille "Apache" sammen, og da han en dag ganske utilsigtet hørte resultatet af vore bestræbelser, shanghajede han os på stedet, og nummeret blev således fremført af to unge mennesker, iført mildest talt Pæonrød ansigtskulør, ved skolens propagandakoncert på Odd Fellow Palæets alt for store scene. (Det var forøvrigt denne koncert der var skyld i, at jeg fik min konfirmationsgave, en el-guitar, udleveret, 3 mdr. før tiden).
Det gik udmærket, men det var barske løjer, og da Anne og jeg bagefter, lettet pustede ud ved en nærliggende pølsevogn, svor vi, at det var både første og sidste gang, vi optrådte offentligt.
.
Det løfte har jeg dog svigtet et par gange siden.
.
Apropos konfirmation, leverede jeg selv backing til dagens familiære sangudgydelser. Min ene onkel var meget begejstret og spurgte mandschauvenistisk min Tante om, hvorfor hun aldrig havde sendt deres børn til spil? Da hun et øjeblik var ham svar skyldig, hjalp mit fædrene ophav hende gladeligt lidt på vej: "Det er jeres unger s'gu' for dumme til"! Dette citat giver måske et fingerpeg om, hvorfra jeg har min lidt fandenivoldske humor. Nå, de kendte ham jo, så der blev ingen ballade af den grund.
.


.
Netop på denne tid satte Engelsk Pop/Rock for alvor sine musikalske spor hos den danske ungdom, og for mit vedkommende især via Cliff Richards backing gruppe, The Shadows. Når ens nakkehår kunne påvirkes af lyden af en guitar, måtte et guitarband naturligvis udløse det helt store flip, og det gjorde det. Jeg spillede som besat, kunne gengive hele deres repertoire med minutiøs nøjagtighed, hvilket naturligvis kun kunne føre til ét resultat.
På skolen var vi jo i sagens natur rimeligt musikalske, og flere af mine skolekammerater havde dannet bands. Et af dem, The Jacamars, underholdt ved skoleballet i 2. mellem (7. klasse). Det var ved at gå i opløsning, og da de manglede en guitarist, så...., ja, så var kursen bare lagt.
.
Nu må det vist være nok med skriveriet; lad os se nogle billeder.
.

Blad venligst